2017 var rekordår for international turisme

Antallet af internationale turister steg med syv procent i 2017 og nåede op på 1.322 millioner, viser den seneste måling fra FNs World Tourism Barometer.

Baseret på data fra destinationer i hele verden skønnes det, at de internationale turist ankomster – besøgende med overnatning – steg med syv procent i 2017, hvilket er over gennemsnittet for stigninger siden 2010, om har været på fire procent. Det er samtidig den stærkeste procentuelle vækst i syv år.

Med Middelhavslandene i spidsen rundede Europa som region otte procent flere turister end i 2016. Afrika fastholdt sin vækst fra 2016 ligeledes på otte procent, mens Asien og Stillehavet øgede med seks procent, fulgt af Mellemøsten med fem og Amerika med tre procent.

Tæt samarbejde:
“International turisme fortsætter sin stærke vækst og konsoliderer sig som en meget vigtig faktor i den økonomiske udvikling. Som verdens tredjestørste eksportsektor er turismen afgørende for fremgangen i flere samfund verden over”, siger UNWTOs generalsekretær Zurab Pololikashvili. “Mens væksten fortsætter er det vigtigt, at vi arbejder tættere sammen for at sikre, at fremgangen kommer alle til gode og lever op til de fastlagte miljøkrav”.

Med baggrund i nuværende trends og vurderinger fra UNWTOs Ekspertpanel, forventer UNWTO at den internationale vækst vil stige mellem fire og fem procent i 2018. Europa og Amerika forventes begge at vokse med 3,5-4,5 procent, Asien og Stillehavet med 5-6 procent, Afrika med 5-7 procent og Mellemøsten med 4-6 procent.

Rekordhøj vækst i Europa
”De nye tal fra UNWTO understreger, at turismen er et globalt væksterhverv, og der er god grund til, at man fra politisk side har fået øjnene op for betydningen af turismen”, siger fagleder Sune K. Jensen, Dansk Industri.

”Den internationale udvikling lover godt for dansk turisme i 2018, men der er stadig behov for, at politikerne ser på de rammer, de giver turisterhvervet i Danmark. Ellers risikerer vi, at vi også i 2018 vil opleve, at vi taber markedsandele til vores nabolande”.

Den seneste statusanalyse af danske turisme fra regeringen viser, at dansk turisme har en udfordring med det høje omkostningsniveau. For mange turister oplever ikke, at pris og kvalitet stemmer overens.

”Regeringen har heldigvis allerede gjort en del for at sænke afgiftsniveauet, men der er ingen tvivl om, at vi fortsat skal have fokus på skatte- og afgiftsniveauet, hvis vi skal være konkurrencedygtige med nabolandene”, siger Sune K. Jensen.

 

Relaterede artikler:

Høje skatter og afgifter hæmmer turismen

Nyt legat til bæredygtig turisme

Verdenskongres for natur-turisme til Sverige