Transportministeren ønsker en ny togforbindelse til CPH uden om Københavns Hovedbanegård. Han forestiller sig, at togrejsende skal kunne skifte på Ny Ellebjerg station i Valby i stedet for omvejen over hovedbanegården.
”Vi har i flere år arbejdet med analyser af, hvordan vi skal investere. Vi kan se, at der er en god samfundsmæssig investering i at lave en ny togforbindelse fra Sjælland og direkte til lufthavnen i Kastrup, siger Transportminister Magnus Heunicke.
”Skinnerne er der allerede og benyttes til godskørsel. Men hvis man tænker smartere med nye knudepunkter undervejs, kan man få god økonomi og mange passagerer flyttet”, siger han ifølge dr.dk.
Udgangspunktet for analyserne er, at den kollektive trafik skal vokse, der skal flere tog på skinnerne og flere passagerer i togene, og derfor skal kapaciteten i hovedstadsområdet øges.
En udbygning af Københavns Hovedbanegård vil koste op mod 4,8 milliarder kroner, hvilket er for dyrt og besværligt til, at ulemperne opvejer fordelene, lyder konklusionen.
Men Ny Ellebjerg er oplagt som et nyt knudepunkt, der kan aflaste hovedbanegården. Visionen er, at S-togstationen skal være knudepunkt med forbindelse til S-tog, Metro og letbane, og en passagerforbindelse til lufthavnen.
”Med de rigtige investeringer vil det komme 50.000 togrejsende til gavn hver dag. Der sparer sammenlagt op mod to millioner timer årligt”, siger Magnus Heunicke.
Det vil koste omkring en halv milliard kroner at forvandle Ny Ellebjerg til knudepunkt, og det forslag skal nu drøftes med forligspartierne bag ’En grøn transportpolitik’.