Gennem de seneste år er alle TCNE’s rejsearrangører i Danmark, Ving, Tjæreborg, Skibby og MyTravel Tango, blevet integreret i Spies. Det arbejde er fuldført, og Spies er i dag Danmarks største rejsearrangør.
”Vi har en stærk markedsposition i Danmark, men er også overbeviste om, at vi ved at satse 100% på det nye styrkede Spies har gode muligheder for at forstærke vores position yderligere. Det føles derfor helt naturligt og trygt, at Jan Vendelbo som adm. direktør får ansvaret for at drive den proces videre”, siger koncernchef for TCNE, Lars Löfgren.
Thomas Cook-koncernens navn i Danmark er nu Spies A/S, og alle rejsearrangøraktiviteterne er samlet her.
”Da jeg startede i Spies, var Spies nr. 1 i Danmark, og jeg er utrolig glad for, at jeg efter 42 år kan stoppe med et Spies i samme position. Jeg har igennem flere år haft Jan Vendelbo som min højre hånd, og det er en stor glæde for mig, at det er Jan, der tager over”, siger Bjarne Hornbek.
”Jeg startede i rejsebranchen i 1985 som airguide hos Spies og har igennem årene arbejdet med alle de rejsearrangører, der har været en del af koncernen. Jeg ser meget frem imod de spændende udfordringer med det nye Spies. Spies er en del af den danske rejsehistorie og har rigtig mange trofaste gæster. Det er med stor respekt og glæde, at jeg kaster mig over opgaven”, siger Jan Vendelbo.