Nye destinationer på vej til Billund Lufthavn

Kjeld Zacho Jørgensen.

Kjeld Zacho Jørgensen.

Billund Lufthavn deltog forleden i stor konference mellem flyselskaber og lufthavne – møderne kan allerede næste sommer give nye destinationer til Danmarks næststørste lufthavn.

Routes er den store, årlige sammenkomst for flyselskaber og lufthavne. Her holdes der over nogle få hektiske dage masser af møder – f.eks. fremviser lufthavnene forretningsplaner til flyselskaberne, hvor de dokumenterer, at det vil være god idé at åbne en ny rute eller indsætte mere kapacitet på en eksisterende.

Både Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn var også i år med til Routes, som Las Vegas var vært for.

”Der kommer sjældent noget direkte konkret ud af at deltage i Routes, resultaterne af møderne med flyselskaberne kommer typisk først nogle år senere. Men tonen på Routes fra de mange flyselskaber, Billund Lufthavn talte med, var mere optimistisk end i mange år. Mange flyselskaber er igennem omstruktureringer og deres økonomi ser stadig bedre ud,” siger Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, til takeoff.dk

Lufthavnsdirektøren deltog i år i sin 7. Routes-konference.