Nyt flop for e-rejsekortet

Indtil videre er der gået 14 år med udvikling af det elektroniske rejsekort og processen har allerede kostet over en halv milliard kroner, og det får nu flere politikere til at true med at stoppe projektet, skriver Jyllands-Posten ifølge business.dk.

 

De gammeldags papirbilletter, månedskort og klippekort skulle være afløst af e-rejsekortet om to måneder, men indtil videre er kortet blot testet af 1.100 personer på 10 rejser. Nu har selskabet bag kortet – Rejsekort A/S – udskudt starten til udgangen af 2012 og anmodet Folketingets trafikudvalg om yderligere 250 millioner kroner for at få kortet til at fungere.

 

Transportminister Lars Barfoed sammenligner nu projektet med IC4-skandalen, hvor DSBs køb af 83 italienske tog nu er forsinket i seks år, og han kan ikke acceptere en fortsat udskydelse. Han truer nu med, at projektet bliver stoppet, hvis aftaler fortsat brydes og forsinkelserne fortsætter.

Skrevet af Flemming Juul