Nyt flyprisindex viser udviklingen i billige flybilletter

De mange internet-rejsebureauer og flysøgemaskiner har de senere år gjort det lettere for forbrugerne at få adgang til billige flybilletter. Men ofte er det svært at overskue de mange tilbud, idet det i dag er muligt at komme direkte ud i verden fra fire danske lufthavne. Desuden kan det svært orientere sig om, hvornår flybilletten skal købes, idet priserne konstant ændrer sig i forhold til udbud og efterspørgsel i markedet.

 

"Dansk Flyprisindex er en nyskabelse i markedet. Vi vil hver måned udgive et flyprisindex, der viser prisudviklingen på de ti mest populære europæiske og interkontinentale destinationer. Det vil give forbrugerne et endnu bedre overblik over det aktuelle prisniveau på flybilletterne," siger adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket.

 

Udviklingen i flypriserne opgøres i index-tal, der viser om priserne har op- eller nedadgående tendens. Herudover giver prisindexet mulighed for at sammenligne flypriserne fra lufthavnene i henholdsvis København, Aalborg, Aarhus og Billund. Der kan nemlig, ifølge Travelmarket, være store besparelser at hente ved valg af den rigtige afrejselufthavn.

Skrevet af Webredaktionen