I slutningen af januar åbner et ishotel i den nordnorske by Tromsø. Hotellet vil gøre Tromsø endnu mere attraktiv som destination i vintertiden.
Tromsøs nye hotel hedder Magic Ice Hotel. Det er helt bygget af is, og når foråret sætter ind smelter hotellet. Ishotellet på Kvaløya vil tilbyde spektakulære oplevelser under polarhimlen. Alt består af is og sne – fra bygninger og senge til kolde drinks i is-glas som serveres i is-baren. Sengene er dækket af rensdyrskind.
Anlægget ligger ved Tromsø Vildmarkscenter og gæsterne får også adgang til de mange aktiviteter. Grundlægger af centret er Tove Sørensen, som har over 300 husky hunde. Hun fortæller, at gæsterne kan besøge rensdyr, køre med hundeslæde og har gode muligheder for at opleve Nordlyset.
Kirsten Marie Holmen, ejer af Magic North, er overbevist om, at både ishotellet og isbaren bliver et værdifuldt tilskud til Tromsø som turistmål.