Nyt kinesisk tog skal sætte fartrekord

kinesiske-togKinesiske CRRC er i gang med udviklingen af et nyt tog, som skal have en tophastighed på 600 kilometer i timen og dermed blive det hurtigste kommercielle tog i verden, skriver The Verge.

Toget bliver af maglev-typen, hvilket står for magnetic levitation, så toget både svæver på- og drives frem af et magnetfelt.

Bygningsomkostningerne er betydeligt højere end for traditionelle tog, men ud over at være betydeligt hurtigere, er teknikken også mere holdbar.

Det statsejede China Railway Rolling Stock Corporation, CRRC, har nu startet anlægget af en fem kilometer lang testbane, og udvikler samtidig et lignende tog, med en maxfart på 200 kilometer i timen.

Kinas eksisterende netværk af højhastighedsspor strækker sig over mere end 20.000 kilometer, og den kinesiske regering har investeret 538 milliarder dollars i produktudvikling af højhastighedstog.

Sidste år nåede et japansk maglev-tog 589 kilometer i timen. Det kommer dog til at  vare indtil 2027 før det tog kan anvendes kommercielt.

Det hurtigste tog i drift er det nuværende Shanghai Maglev, som trafikerer strækningen mellem Shanghai og lufthavnen Pudong med en hastighed på 430 kilometer i timen.