Odense klar til feriemesse

FerieFeber 2013 i Odense Congress Center 25. – 27.. januar kalder sig ”en seriøs konkurrent til de etablerede feriemesser i Messecenter Herning og Bella Center.” Messen har 100 udstillere og forventer op mod 25.000 besøgende.

Med over 100 udstillere er der udsigt til, at FerieFeber 2013 bliver årets store tilløbstykke indenfor camping, ferie og fritidssegmentet, lyder det fra arrangørerne. Der forventes også besøgende til messen fra Sjælland og Jylland.

”Det er konservativt sat, når vi siger, at vi venter 20-25.000 besøgende,” siger Johan Fridolin Skak-Nielsen fra messens arrangør, Expo-Group.

FerieFeber 2013 har åbent alle tre dage fra kl. 10-17. Entréprisen er 70 kr. for voksne, de over 60-årige kommer ind for det halve. Børn op til 13 år er gratis.