Offentlige turistpenge skal bruges bedre

Steen Seitner.

Steen Seitner.

TURISME: Regeringens 23 vækstforslag til dansk turisme hilses velkommen af Turisterhvervets Samarbejdsforum. TS undrer sig dog over forslaget om et kvalitetsmærke. ”Det har hverken erhvervslivet eller regeringens eget væktstteam foreslået,” hedder det.

”Vi deler regeringens ambition om at skabe vækst i turismen og er enig i, at man kan udnytte de offentlige turismekroner bedre”, siger TS’ formand, Steen Seitner, til daglig direktør for DanCenter og Danland samt formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Turisterhvervets Samarbejdsforum omfatter bl.a. Campingrådet, DanHostel, Danmarks Rejsebureauforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og Horesta.

TS støtter fokuseret offentlig indsats gennem oprettelsen af tre selskaber for kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme.

”Regeringen har fokus på udvikling af kvaliteten i dansk turisme, men et decideret kvalitetsmærke,

som regeringen foreslår, er ikke noget erhvervslivet har bedt om,” siger Steen Seitner og tilføjer: ”Et kvalitetsmærke er heller ikke noget, regeringens eget væktstteam har foreslået, så det er tvivlsomt, om det er noget, erhvervet kan bruge.”

De to vigtigste prioriteter ifølge erhvervslivet er bedre rammevilkår som fair energiafgifter, samt flere midler til markedsføring.