Også passagervækst i Aalborg Lufthavn

I alt rejste 116.225 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i november, en stigning på 3,8 procent i forhold til samme måned sidste år. I det tal gemmer sig positive tendenser inden for indenrigs, udenrigs og charter. Således rejste 100.092 passagerer mellem Aalborg og København i november, en vækst på 0,8 procent i forhold til sidste år.

”Det ser ud til, at den negative udvikling i indenrigstrafikken er vendt. Allerede i sidste måned kunne vi se, at den var aftagende. Én af årsagerne er, at vi igen oplever, passagerer fra det vestjyske kører til Aalborg efter Norwegians exit i Karup,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
 
Statistikken for udenrigstrafik viser, at pilen også i november peger opad, som den har gjort det hele året. Sidste måned rejste 11.435 passagerer til udlandet fra Aalborg – en stigning på 27 pct.
 
Aalborg Lufthavn er Danmarks tredjestørste lufthavn.

 

Skrevet af redaktionen