OL på TV bør ikke holde folk hjemme, selv om det er fortræffelig underholdning.

Det forlyder, at Danmarks Apotekerforening har klaget til TV 2 over transmissionerne fra Tour de France, fordi salget af sovemedicin er faldet drastisk i de to uger under verdens mest kendte cykelløb. Dramatikken var også på højde med pausefiskene i DR i sin tid. Fiskene svømmede rundt og rundt, og brød kun ud, når de blev sultne.

Det bliver noget helt andet med OL fra i aften. Det er underholdning i topklasse. Kan man ikke li’ det ene, kommer det andet straks efter. I tilgift har Danmark chancer for seks-otte medaljer i et to tre tilfælde oven i købet af guld. Så vokser vores selvforståelse.

Charterbranchen jubler ikke over vort herlige sommervejr, som vi endelig, endelig har fået. Derfor går det mere trægt med salget end i kulde og regnvejr, men branchen kender betingelserne. Og nu er det bare, at vi helst ikke vil høre, at OL holder folk hjemme. Der er nemlig masser af muligheder på feriestederne. Brug det blot i salget. Det samme kan udlejerne af sommerhuse med moderne fladskærme gøre, og krydstogtrederierne. I nogle tilfælde kan man se OL fra London på dækket på kæmpe skærme.

Måske kunne vi også nå frem til, at de små 21 tommer skærme med møntboks forsvinder fra visse hoteller i spanske ferieområder, bl. a. på Kanariske Øer?

London, ja hvorfor ikke tage til London og opleve det hele på stedet? Fordi den ellers så populære ferieby er proppet med folk og trafik, så jeg tror det til enhver tid vil være en fordel at være alle andre steder. Og fordi man altid skal købe en pakke med billetter, ofte også med bueskydning som en del af oplevelsen.

Nej, så vent hellere til om fire år i Brasilien. Bestil hellere billet allerede nu, og måske har vi til den tid bedre og billigere flybilletter til en spændende del af verden, hvor det er en oplevelse i sig selv, blot at være til stede.

Skrevet af Ejvind Olesen