Olympic lover normal trafik under privatisering

Statsejede Olympic Airlines vil opfylde samtlige forpligtelser overfor rejsebureauer og flypassagerer, lover selskabet i en pressemeddelelse. Meddelelsen kommer efter spekulationer om, at flyselskabets trafikprogram risikerer at blive negativt berørt i overgangsfasen mellem statsligt og privatejet flyselskab.

 

Privatiseringen af Olympic vil i praksis ske gennem dannelsen af et datterselskab, som i løbet af en overgangsperiode får private investorer ind i ejerkredsen. Flyselskabets trafik vil, i løbet af overgangsperioden blive flyttet over i datterselskabet, frem til foråret 2009. Først derefter vil det gamle, statsejede flyselskab, ophøre med at drive flyvirksomhed.

 

Privatiseringsplanen, som kommer fra den græske regering, blev godkendt i EU i september måned.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen