Online-gigant vil kapre forretningsrejsende

Europas største onlinerejsebureau, Opodo, gik i marts ind på det danske marked. Hidtil har bureauet kun solgt rejser til private, men erhvervslivets stigende ønske om at købe rejser online betyder, at selskabet, nu også vil gå efter de forretningsrejsende. Det skriver Berlingske Tidende, lørdag.

Med ambitionen om at gå efter erhvervssegmentet følger Opodo den trend, der allerede har bidt sig fast blandt erhvervsrejsebureauer: At forretningsfolk og virksomheder i stigende grad vil booke deres egne rejser via selvbookingsystemer på nettet frem for via en rejsekonsulent.
”Vi har endnu ikke bevæget os ind i markedet for firmaaftaler, men det vil vi gøre. Måske allerede til næste år, men timingen er ikke besluttet,” siger topchefen, spanske Ignacio Martos.

Forretningsmarkedet er dog ikke helt nyt for Opodo, der gennem sit skandinaviske datterselskab, Travellink, er i berøring med erhvervslivet. Hver tredje solgte rejse hos Travellink sælges til en forretningsrejsende, og selskabet går målrettet efter at tegne firmaaftaler med skandinaviske virksomheder.

”Om vi vil bruge Opodo-brandet til at gå efter europæiske erhvervskunder, eller vi vil bruge Travellink som vores erhvervsspydspids i resten af Europa, er endnu ikke afgjort,” siger Martos.

Skrevet af Simon Jørgensen