Osama bin Laden dræbt i Pakistan

Nyheden om den 54-årige Osama bin Mohammed bin Awad bin Ladens død kom tidlig mandag morgen fra USA’s præsident Obama. ”Retfærdigheden er sket fyldest,” sagde han på TV.

 

Al-Qaeda angrebet på USA 11. september 2001 kostede 2.974 livet samt de 19 flykaprere på de fire fly. To af flyene blev styret ind i de to tårne i World Trade Center på det sydlige Manhattan, et tredje fly ramte forsvarsministeriet Pentagon ved Washington DC, mens det fjerde fly styrtede ned udenfor den lille by Shanksville i Pennsylvania – formentlig på vej mod Washington DC for at blive styret ind i Det hvide Hus eller kongres-bygningen.

 

Efter bin Ladens død har USA optrappet sine sikkerhedsforanstaltninger for at være forberedt mod eventuelle hævn-aktioner fra Al-Qaeda.
TV-billeder viser tusindvis af amerikanere, der fejrer døden af bin Laden, foran bl.a. Det hvide Hus og ”Ground Zero,” hvor World Trade Center stod i New York.

 

Obama blev i august sidste år briefet om “et spor, som kunne føre til Osama bin Laden.” Tippet kom fra pakistanske kilder, sagde præsidenten ifølge Berlingske.

 

Præsidenten gav ordre om at forfølge sporet og sætte alle ressourcer ind på at finde, fange og – om nødvendigt – dræbe Osama bin Laden. Han blev søndag slået ihjel af det amerikanske militær i en stor villa i et velhavende forstadsområde til byen Abbottabad ca. 100 km nord for Pakistans hovedstad, Islamabad.

 

De amerikanske styrker, som ifølge flere medier var 79 Navy seals – det amerikanske frømandskorps – stormede ind, og Osama bin Laden blev dræbt af to skud i hovedet. Hans lig blev bjærget og identificeret. Ingen af de amerikanske styrker kom til skade ved ildkampen, hvor tre andre også blev dræbt, bl.a. en af bin Ladens hustruer og en af hans sønner.

 

Det pakistanske efterretningsvæsen, ISI, var ikke orienteret om lynangrebet. Amerikanerne har længe haft mistanke om, at dele af ISI havde bagdørssamarbejde med al-Qaeda og holdt hånden over Osama bin Laden.

 

Bin Laden har været jaget siden slutningen af 1990’erne, hvor terrorangreb begyndte at blive rettet mod USA – blandt andet med bombeangreb på USA’s ambassader i Kenya og Tanzania.

 

Den saudisk fødte terrorleder kom dog for alvor på alverdens forsider efter terrorangrebet 11. september, hvor kaprede fly fik World Trade Center til at kollapse, og adskillige blev dræbt i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ved Washington DC.

 

Støttet af en bred kreds af lande gik USA i krig mod det fundamentalistiske talebanstyre i Afghanistan, som havde givet husly til terroristerne. Men Osama bin Laden kunne man ikke finde. Indtil nu.

 

Bin Laden er blevet begravet til søs.

Skrevet af Redaktionen