Østrig er populær mellemstation

Cykel_i_Alperne”Østrig er den hotteste trend, når det gælder en mellemstation på kør selv-ferien. Sammenlignet med sidste år vælger 36% flere at tage et stop i Østrig på vej sydpå”, siger Jan Lockhart, adm. direktør i FDM travel.

Nogle vælger at holde hele sommerferien i landet, men størstedelen bruger landet som mellemstation på et par dage undervejs til for eksempel Italien og udnytter muligheden for en aktiv ferie.

”Hvis man tager på kør selv-ferie sydpå, er det en god idé at tage en overnatning undervejs. Tyskland er stadig populært som mellemstation, men hvis man ønsker en ferie i ferien, er Østrig helt klart et besøg værd,” siger Jan Lockhart.

Tal fra det østrigske turistbureau viser, at der fra 2011 til 2012 var en stigning i antallet af danske overnatninger fra 408.000 til 422.000, og at 35% valgte  områderne i Tyrol og 33% valgte Salzburg.

I gennemsnit opholder danskerne sig 3,3 dage i Østrig i sommerperioden.