Outlet Center på vej ved Lalandia i Billund

lalandiaBillund Kommune har givet byggetilladelse til det store center og dermed kan jordarbejderne sættes i gang.

”Vi mangler endnu nogle underskrifter fra et par væsentlige mærkevarer, hvorfor vi ikke kan melde endeligt ud endnu, men vi tror så meget på projektet, at jordarbejdet påbegyndes i denne uge”, fortæller Jan Harrit, adm. direktør i Lalandia.

Outlet Centret placeres umiddelbart øst for Lalandia. Det vil indeholde butikker for kendte varemærker, og vil sælge kvalitetsvarer til fordelagtige priser. Centret vil blive på op til 20.000 m2 butiksareal, og vil få 60-80 butikker, caféer og restauranter samt legefaciliteter til børnene. Om det bliver Lalandia, der skal opføre og drive Centret, afgøres på et senere tidspunkt.

”Outlet Centret vil give en unik shopping-oplevelse og kan blive et væsentligt aktiv i den fortsatte udvikling af Billund som helårs ferie- og shopping destination”, siger Jan Harrit.

Om alt går vel, skal Outlet Centret stå klar til åbning i foråret 2016.