Overskud i Fårup Sommerland

Fårup sommerlandFårup Sommerland sikrede sig et overskud på ni millioner kroner i 2015, selv om både besøgstal og omsætning stort set stagnerede.

Den manglende vækst i besøgstallene mener Fårup Sommerland hænger direkte sammen med en ’kold og regnfuld forsæson og sommer’.

Sommerlandet fik i 2015 besøg af 588.000 gæster, hvilket er 2.000 flere end i 2014, men ikke så mange, som i 2011, 2012 og 2013, skriver finans.dk.

Den lille stigning i forhold til 2014 skal ses på baggrund af, at eftersæsonen – med en tilfredsstillende efterårsferie – formede sig positivt, hedder det i ledelsens beretning.

Samlet set betragter Fårup Sommerlands ledelse regnskabet for 2015 som ’tilfredsstillende’.