På rejse med netvenner

Bryan Adams-fans vil til koncert for at skråle ’Summer of ’69’ med andre Adams-fans fra nettet, og FC Barcelona-tilhængere vil på nettet arrangere at se fodboldkamp sammen på Camp Nou.


Flere vil arrangere rejser gennem netværk på internettet, så de kan være sammen med folk fra hele verden, som de deler interesse med, forudser rejsebureauet Globalisers, der snart præsenterer et nyt bookingsystem til grupper på nettet, som betyder, at håndboldfans, partiforeninger og NGO’er selv kan planlægge og arrangere rejser sammen.

”Det giver mulighed for at designe en ferie, som præcist rammer nogle meget specifikke rejseønsker. Det skaber tilfredshed,” siger direktør for Globalisers, Christian Majgaard.

Professor i turisme på Copenhagen Business School, Lise Lyck: 
”At rejse sammen med folk, man deler en interesse med, er sjovt og trygt og giver samtidig en spænding. Det er desuden positivt, at man møder mennesker fra andre lande, den forskellighed skal også til for at skabe en god rejse.”

  

Behovet falder i tråd med danskernes voksende interesse for specialiserede rejser.


”Blandt specialrejserne oplever vi, at eventferier med f.eks. fodbold eller rockkoncerter samt jagt- og fiskeriferier er meget populære,” siger Lars Thykier, direktør for Danmarks Rejsebureau Forening. Det hænger sammen med, at mange lægger mere vægt på kvalitet og gerne betaler for det.

Skrevet af Flemming Juul