På skiferie til halv pris

Borovets.

Pristjek fra Skyscanner viser, at vinterferie i Østeuropa typisk er langt billigere end i Alperne og i Skandinavien.

Borovets og Kopaonik er skisportssteder i Bulgarien og Serbien, som både er gode og billige. De er blandt de billigste i Skyscanners pristjek og er faktisk mere end 10.000 kr. billigere end det dyreste.

Serbiske Kopaonik er 10.013 kr. billigere, og bulgarske Borovets er hele 13.267 kr. billigere end undersøgelsens dyreste skisportssted, schweiziske St. Moritz, hvor to personer må betale 18.939 kr. for en uge. En uge i Borovets for to personer fås for 5.672 kr.

Testen går på en skiferie for to personer inkl. syv overnatninger, seks dages liftkort, samt ski- og støvleleje på de mest populære skidestinationer i Europa.

I gennemsnit er en uges skiferie på en af de østeuropæiske skidestinationer 37% – eller 4.455 kr. – billigere end de traditionelle skisportssteder i Alperne, Norge og Sverige. Hvis man insisterer på en skiferie i Alperne, får man mest for pengene i Zell am See i Østrig, hvor to personer i en uge må af med 10.300 kr.