Pas på solen

solbadningFalk Lauritsen Rejser går aktivt ind i kampen mod overdreven solbadning for at gøre opmærksom på, at man nemt kan passe på sig selv og nyde solen. Bureauet samarbejder med Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Hver fjerde danske forælder har oplevet, at deres yngste barn blev solskoldet og 40% af de 15-19-årige blev selv forbrændt viser en undersøgelse fra 2010. Børn og unge er særligt sårbare over for kræftfremkaldende stråling, da deres kroppe er under udvikling. For Falk Lauritsen Rejser er vejen kommunikation og gode råd om solbeskyttelse til de voksne, så de kan passe på sig selv og være rollemodeller for børn og unge.

”Solbadning er en væsentlig ferieingrediens, men her gælder det som med meget andet her i livet: Overdriver man, kan det give bagslag. Dels kan man få ødelagt en eller flere kostbare feriedage, hvis man bliver solskoldet, og dels kan det få meget større og alvorligere konsekvenser på længere sigt”, siger direktør Søren Falk Lauritsen.

Falk Lauritsen Rejser har sammen med Solkampagnen taget en række initiativer, som vil blive iværksat i 2013 omkring informationer om solbeskyttelse på sin hjemmeside, i rejsemagasiner, velkomstmail og informationsmapper og vil uddele Solkampagnens materialer til de rejsende. ’Solbeskyttelse’ er også blevet nyt emne i Falk Lauritsen Rejsers uddannelse af rejseledere.