Passagerfald i Aalborg Lufthavn

aalborg lufthavnLUFTHAVNE – Lufthavnen havde sidste måned 103.591 passagerer – et fald på 10,2 pct. i forhold til året før, hvor tallet var 115.351. Indenrigsruten mister rejsende, mens der bliver flere på udenrigsruterne. Norwegian åbner to nye ruter.

Sidste år faldt påsken i april i stedet for marts, det gør sammenligning af passagertallene svære, hedder det fra lufthavnen, der noterer stigninger på både udenrigs- og chartertrafikken.

Chartertrafikken steg 30,2 pct. til 13.517 passagerer mod 10.380 i marts sidste år. Det er det højeste antal chartergæster i en marts måned i lufthavnens historie.

Udenrigstrafikken steg sidste måned 43 pct. i forhold til marts 2012. 20.631 passagerer fløj til udlandet mod 14.428 året før. Også her er der passagerrekord for en marts måned.

Indenrigstrafikken faldt 23,3 pct. sammenlignet med marts sidste år. I år var der 69.443 passagerer på indenrigsruten til København.

I øvrigt åbner Norwegian, Aalborg Lufthavns største flyselskab, denne uge to nye ruter. I går lettede den nye rute mellem Oslo og Aalborg, der flyves seks gange om ugen – Sun-Air flyver i forvejen på strækningen.

Og i morgen, torsdag, begynder Norwegian at flyve to gange om ugen til sydspanske Alicante.

”Oslo har været et ønske lige siden Norwegian startede med at flyve herfra. Yderligere en operatør til Oslo er ekstremt vigtig for Nordjylland, og fordi Norwegian er et norsk flyselskab, er de det helt rigtige til at få nordmændene til at flyve til Aalborg,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.