Penge for Spanair-billetter kan være tabt

Rejsegarantifonden oplyste lørdag morgen på sin hjemmeside:

 

”Hvis du har købt en flybillet direkte på Spanairs hjemmeside, er dine penge formentlig tabt – med mindre du betalte med et internationalt kreditkort (f.eks. et MasterCard). I så fald kan du prøve at kontakte din bank og høre, om du kan få pengene tilbage.”

 

”Hvis du ikke købte flybilletten direkte hos Spanair, men f.eks. hos et rejsebureau (en rejseudbyder), skal du kontakte rejsebureauet. Hvis I ikke kan blive enige om en løsning, skal du kontakte Forbrugerklagenævnet.”

 

”Hvis du hos en rejseudbyder, som er registreret i Rejsegarantifonden, har købt en pakkerejse (f.eks. både fly og hotel), hvori der indgår transport med Spanair, skal du kontakte rejseudbyderen, som skal sørge for en flybillet med et andet selskab eller betale dig pengene tilbage for hele pakkerejsen.”

 

Til takeoff.dk siger direktør for Rejsegarantifonden, jurist Birgitte Fjeldhoff, at fonden på nuværende tidspunkt ingen ide har om, hvor mange danske rejsende, der berøres af Spanairs konkurs.
Det anslås, at mange tusinde fremadrettet har booket rejser med Spanair, men at flere hundrede i øjeblikket kan være strandet på f.eks. spanske Spanair-destinationer.

”Vi har i hvert fald fået mange mails fra berørte danske rejsende,” siger Birgitte Fjeldhoff.

 

Spanairs konkurs viser endnu engang, hvor risikabelt det kan være når f.eks. private kunder leger ”det lille rejsebureau” og selv booker med flybilletter fra én hjemmeside, overnatning på en anden og måske udlejningsbil fra en tredje hjemmeside.
Dermed er der ifølge Rejsegarantifondens regler ikke tale om en egentlig pakkerejse, som fonden dækker ved f.eks. et flyselskabs konkurs.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten