Pensionister har masser af penge

Ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea har pensionisterne sparet op til alderdommen og har en anden holdning til forbruget end deres forældre. De ser ingen grund til at spare, men ønsker at rejse og leve godt, skriver politiken.dk.

 

Tal fra Danmarks Statistik viser, at især de 65-74-årige har oplevet stigninger i rådighedsbeløbet, som er steget 73% fra 2000 til 2008, mens de erhvervsaktive har haft en stigning på 42%.

 

Mange 65-74-årige tjente formuer da boligmarkedet var på vej op og har konverteret fortjenesten til pensionsopsparing. De har derfor større nettoformue og mindre gæld end resten af befolkningen.

Livsstilsekspert Henrik Byager mener også, der er tale om en mentalitetsændring, hvor det ikke længere er afgørende at lægge en stor sum til arvingerne, men snarere at nyde livet så længe som muligt.

Reklamebranchen har øjnet potentialet, men da pensionisterne ikke ser sig selv som gamle, er de svære at målrette kampagner mod.


Hvis man kalder dem ’det grå guld’ protesterer de. De opfatter sig som 45-årige med lidt mere erfaring. De skal ikke rammes på deres alder, men på deres interesser, mener Henrik Byager.

Skrevet af Flemming Juul