Pilotstrejke truer Norwegian

norwegian piloter cockpitFLYSELSKABER: På fredag begynder Norges forligsmand mægling mellem flyselskabet og de 620 piloter – striden drejer sig om bl.a. Norwegian-piloter i Danmark. Bliver parterne ikke enige kan selskabet blive strejkeramt mandag. Selskabet får ny base i Spanien.

Det næststørste flyselskab i Danmark, Norwegian, kan mandag blive lammet af strejke.

Der er den kommende weekend tre dage til mæglings-forhandlinger ledet af den norske forligsmand. Bliver partnerne ikke enige inden søndag midnat, kan Norwegians piloter strejke fra mandag, 4. november.

Ifølge Pilotforeningen i Norwegian og fagforbundet Parat vil Norwegian svække piloternes forhandlingsret ved at flytte dem fra moderselskabet til de nye datterselskaber, Norwegian Air Norway og Norwegian Air Resources, skriver norske medier. Fagforeningen Parat skriver på sin hjemmeside, at Norwegian skal overholde indgåede aftaler så piloter kan indgå fælles lønaftale.

”Norwegian ønsker, at ca. 220 piloter i Sverige og Danmark skal flytte i et bemandingsselskab og fritstille sig fra den kollektive lønaftale. Norwegian vil bryde fællesskabet mellem piloterne ved at tilbyde individuelle aftaler som erstatning for de kollektive, vi har i dag,” siger Parats leder, Hans-Erik Skjæggerud.

Går piloterne over i Norwegian Air Resources, NAR (!), tilbyder Norwegian tre procent højere løn, og at de kan beholde de fleste rettigheder. Men de vil ikke være dækket af kollektivaftalen og mister strejkeretten.

Parat accepterer, at piloterne aflønnes forskelligt, afhængig af, hvilken base de er på.

”En pilot på den spanske base aflønnes efter spanske forhold, en pilot i Finland efter den finske osv.,” siger fagforeningen.

I øvrigt åbner Norwegian sin fjerde base i Spanien, denne gang på den største af de kanariske øer, Tenerife. De andre er Alicante, Malaga og Las Palmas. Fra den nye base på Tenerifes hovedlufthavn, TFS, flyver Norwegian allerede til København.

En ny rute fra TFS bliver til Berlin – der kommer også ny Norwegian-rute til den tyske hovedstad fra Las Palmas. Fra 31. januar vil Norwegian flyve dagligt mellem Tenerife og London Gatwick.