Hvis ikke det lykkes at komme til en aftale om, at lufthavnene kan genoptage deres daglige arbejde, vil demonstranterne blive flyttet med magt, siger politiets chefforhandler generalløjtnant, Suchart Muenkaew ifølge jp.dk.
Demonstranterne fra Folkets Demokrati Alliance har nu i tre dage holdt de internationale lufthavne Don Muang og Suvarnabhumi besat og dermed forhindret flyvninger til og fra Thailands hovedstad. Samtidig er tusindvis af turister strandet i og omkring Bangkok.
Et thailandsk handelsuniversitet har beregnet, at det vil koste den thailandske stat i nærkeden af 125 milliarder baht – 34,7 milliarder kroner – hvis uroen fortsætter endnu en måned.