Politikere kræver løsning på flys CO2-udslip

En rapport fra EU’s organisation for flyvekontrol har afsløret, at europæiske passagerfly på årsbasis udleder 4,7 mio. ton unødigt CO2 på grund af mangelfuld fælles koordinering af det europæiske luftrum og omveje uden om militære zoner med flyveforbud.

Flere politikere er rystede over rapportens konklusioner. ”Det her skal vi simpelthen have styr på, hvis vi i Europa vil gøre os nogen forhåbninger om, at vi kan få resten af verden til at tage klimaspørgsmålet alvorligt,” siger trafikordfører Martin Heunicke (S) og understreger, at Danmark skal sætte spørgsmålet på dagsordenen i EU, når vi er værtsland for det kommende klimatopmøde.

I seks år har EU arbejdet på at lave en fælles koordinering af de europæiske passagerflys ruter uden at færdiggøre en fælles plan, men transportminister Carina Christensen (K) mener ikke, at Danmark kunne have gjort mere for at fremskynde koordineringen.
Transportministeren oplyser, at EUkommissionen nu vil fremlægge en pakke af nye lovgivningsmæssige forslag i løbet af det næste halve år, og at hun ”ser frem til, at kommissionens forslag kan hjælpe processen videre”.

”Transportministeren burde presse på for at få mere fart i processen. Nu har kommissionen ligget og rodet med det her i seks år. Det kan ikke være rigtigt, at der skal gå endnu et halvt år, før der sker noget. At gå ind i det her bør gå meget hurtigt i lyset af, hvor vigtigt det er, at vi får nedbragt udledningen af CO2”, siger Per Clausen fra Enhedslisten.

(Politiken, d. 26. marts, 2008)

Skrevet af