Politikere vil tvinge miljøtaxaer på gaden

Det skal være slut med store, osende, dieselslugende taxaer, lyder det fra oppositionen. Socialdemokraterne, De Radikale og SF kræver nu, at de brændstofsultne taxaer bliver erstattet med mere miljøvenlige biler som f.eks. hybridbilen Toyota Prius – og hellere i dag end i morgen, skriver Børsen i dag.
»Det kan ikke være rigtigt, at hyrevognenes CO2-udledning er relativt større end CO2-udledningen fra den private bilpark. Kommunerne bør kunne stille krav til vognenes miljøpåvirkning,« siger Socialdemokraternes energiordfører Mette Gjerskov. 
Mette Gjerskov bakkes op af De Radikale og SF, der alle vil give kommunerne mulighed for at stille miljøkrav til vognmændene, når de udsteder taxabevillinger. 
 
 
Som reglerne er i dag, må kommunerne ikke blande sig i, om taxaerne skal ose lidt eller meget, og det betyder, at en typisk taxa kun kører knap 14 kilometer på literen. Det er markant mindre end almindelige personbiler, der i gennemsnit kører godt 18 kilometer på literen. 
CO2-udledningen fra de danske taxaer er ifølge Færdselsstyrelsen på ca. 109.000 ton CO2, men ifølge Styrelsens beregninger vil det tal kunne reduceres med 51.000 ton, hvis taxaerne blev skifter ud med de såkaldte energiklasse A-biler. Dvs. biler, der kører mindst 18,2 kilometer på literen med benzinmotor eller mindst 20,5 kilometer på literen med dieselmotor. 
Udsigten til, at de danske vognmænd skal skifte deres taxaer ud med en mere miljørigtig bil, får ikke just vognmændenes brancheorganisation Dansk Taxi Råd til at juble. Direktør Trine Wollenberg frygter, at nye krav til bilerne vil komme til at koste på bundlinjen. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen