Premiere på Limfjordsfortællinger

Limfjordsfortælling Dansk SkaldyrcenterDen 1. juli starter Limfjordsfortællingernes ottende sommersæson. Hver uge til og med uge 33 vil fortællere berette om Limfjordens natur, historie og kultur 30 forskellige steder i Limfjordslandet.

Årets Limfjordsfortællinger er arrangeret af Netværk Limfjorden. De finder sted i hele Limfjordslandet og er opdelt i ’Den grønne Limfjord’, ’Den gyldne Limfjord’ og ’Den blå Limfjord’. Der er 30 forskellige fortællinger hver uge, og programmet er det samme i alle syv uger.

Fortællingerne spænder vidt, både geografisk og indholdsmæssigt – lige fra nogle af vore første forfædre i Jættestuen Lundehøj i Sydthy over det velbevarede middelalderkloster Ørslev Kloster ved Skive og herregårdene Hindsels på Thyholm og Hessel i Vesthimmerland til et besøg på Thise Mejeri i Salling og i Den Japanske Have i Struer. Fælles for alle er, at der er engagerede og vidende fortællere, det er en fornøjelse at lytte til.

I år er der fem nye Limfjordsfortællinger i programmet. Det drejer sig om skaldyr på Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing Mors, om Venø Kirke, om Aggersborg og om Nationalpark Thy med udgangspunkt på Isbjerg. Endelig er der premiere på fortællingen ’Herregården, hønsene og de håndbryggede øl’, der foregår i Staarup Haandbryg øst for Skive.