Pressechef forlod Tyrkiet Eksperten

”Morten Ravn fratræder i dag (i onsdags, red) sin stilling som kommunikationschef i Scanway/Tyrkiet Eksperten i forbindelse med omstrukturering. Salgsdirektør Deniz Jensen og personalechef Iben T. Winther vil fremover overtage hans arbejdsområder og arbejdsopgaver.”

 

Sådan lød den meget kortfattede pressemeddelelse fra Tyrkiet Eksperten, Danmarks ca. femtestørste charterrejsebureau med sidste år ca. 120.000 gæster.

 

Morten Ravn (foto) dukkede op i forbindelse med at det til tider kontroversielle rejsebureau i april sidste år kom i vridemaskinen i DR’s forbrugerprogram, Kontant. ”Tyrkiet Eksperten sælger billetter til lukket hotel, topper klagestatistikken og har et hav af sure kunder,” lød optakten da DR’s ”Kontant” kiggede på bureauet.

Til at beklage rejsebureauets uheldige sager dukkede dengang ukendt kommunikationschef i Tyrkiet Eksperten, Morten Ravn, op på skærmen. Han er cand.merc. i afsætning og kom fra stilling som kommunikationschef hos Dansk Revision og har bl.a. haft lignende stillinger i Manpower og Rambøll samt Tryg-Baltica.

 

Tyrkiet Eksperten ejes af 62-årige Gündüz Dogusoy. Han startede i charterbranchen med Sultan Rejser i 1992, bureauet gik konkurs fire år senere med et tab på 24 mio. kr. Herefter åbnede han Tyrkiet Eksperten, hvor bl.a. hans hustru, Zeynep Dogusoy, har været adm. direktør. I dag er Fer Cellek officielt adm. direktør.

 

Mens Morten Ravn kunne tale pænt med pressen, står nu bureauets til tider mere ”aggressive” salgsdirektør, Deniz Jensen, for mediekontakten.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten