Pris til restaurantchef på Kurhotel Skodsborg

Restaurantchef på Kurhotel Skodsborg nord for København, Martin Troelsen, vandt Den danske Spiseguides pris som Årets Restaurantchef 2017.

TURISME: Martin Troelsen blev ’Årets Restaurantchef 2017’ i Den Danske Spiseguide, hvor restaurant Babette i Vordingborg blev Årets Restaurant.

Martin Troelsen er Restaurant Manager på The Restaurant by Kroun på Kurhotel Skodsborg. “En restaurantchef er intet uden sit team, så på vegne af hele holdet fra The Restaurant By Kroun, er jeg meget stolt over at have vundet titlen som Årets Restaurantchef i Den danske Spiseguide,” siger Martin Troelsen.

Martin Troelsen fik den fornemme titel ved gallamiddag på Hotel Frederiksminde i søndags. De andre nominerede som Årets Restaurantchef 2017 var Peter Pepke fra Kong Hans Kælder i København, Thomas Amir Korby fra Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg og Brian Jensen fra Babette i Vordingborg.

The Restaurant by Kroun er Kurhotel Skodsborgs gourmetrestaurant. Den åbnede i januar 2016.

Her er nogle af vinderne i 2017 hos Den Danske Spiseguide: Årets gennembrud: Tabu i Aalborg, Årets spot: Italo Disco i København, Årets fiske- og skaldyrsrestaurant: Barbara i færøske Torshavn og Årets bo og spiseadresse: Falsled Kro på Fyn.

En af Danmarks toprestauranter
”Vi er glade og taknemmelige over, at Martin Troelsen – på vegne af sit team – har vundet den fornemme titel som Årets Restaurantchef i Den danske Spiseguide,” siger adm. direktør Mai Kappenberger fra Kurhotel Skodsborg og tilføjer: ”Det er under to år siden, at vi åbnede The Restaurant by Kroun. Restauranten har allerede fået en stribe fine anmeldelser, men Martins titel som Årets Restaurantchef slår fast, at vi har en af landets toprestauranter. Det er ekstra motiverende for hele teamet, som knokler hårdt hver dag, at få denne anerkendelse.”

Den danske Spiseguide udgives af Bent Christensen, der udsendte den første udgave i 1978 og siden har udgivet guiden årligt.

Guiden indeholder information om det bedste indenfor den danske gastronomiske verden, mad og vine, restauranter – alle kendetegnet ved høj kvalitet.

Den danske Spiseguide er angiveligt Danmarks mest ajourførte og strengeste anmelder af danske restauranter, cirka 300 antages at høre med til de bedste.

Kurhotel Skodsborg blev etableret i 1898 og har i dag 83 værelser samt møde- og konferencelokaler.

Relaterede artikler

Hotel renoveret for 20 mio. kr.

Kendisser gav modeopvisning

Tripadvisor sætter navn på Danmarks bedste hoteller