Profil Rejser opruster

Turoperatøren står overfor en række større forandringer, som skal være med til at fastholde selskabets position på markedet, og selskabets direktør, Peter Rasmussen, siger:

”Det er vores oplevelse, at det bedste man kan gøre i hårde tider er at optimere, så kunderne ved, at vi hverken går på kompromis med kvalitet eller serviceniveau trods hårde tider”.

 

Derfor vil Profil Rejser nu relancere med nyt logo, ny website og ny markedsføringsstrategi, som skal nå bedre ud til kunderne.

 

Ifølge Peter Rasmusssen er hensigten at skabe et mere moderne og tidsvarende udtryk og at opnå en bedre synergi mellem design og produkt:

”Vi ønsker at komme bedre ud til vores kunder og at skabe en identitet, hvor logo, hjemmeside og design hænger bedre sammen med de rejser og oplevelser af høj kvalitet, som vi sælger”. 

 

Forandringerne sker også som en del af det generationsskrifte, der netop nu er i gang, efter Jahn Schapiro har overdraget virksomheden til Travel House A/S. Profil Rejser markerer blandt andet generationsskiftet ved at flytte til nye lokaler i Rosenørns allé 29,1. på Frederiksberg.

 

Trods krisen er der en vis optimisme at spore hos Peter Rasmussen fordi man kan spore fremgang i salget af rejser og man håber, de kommende skattelettelser får yderligere gunstig effekt på salget. Desuden ser han de mange forandringer, som muligheden for at nå bedre ud til kunderne og starte på en frisk:

”Forandring fryder jo som bekendt”, siger han.

Skrevet af Flemming Juul