Protest over hvalhaj på luksushotel

Luksushotellet Atlantis på den kunstige palmeø Jumeirah har installeret en hvalhaj i et kæmpeakvarium i hotellet. Hajen kan blive op til 12 meter lang og er ifølge Spiegel Online på listen over truede dyrearter.

 

Det har fået dyreaktivister og lokale beboere på barrikaderne. De mener ikke hotellet skal have lov til at holde hajen i fangenskab. Det skriver epn.dk.

 

Hotellet forsvarer sig med, at de har "reddet" hajen, efter at den for seks uger siden blev fanget ud for Dubais kyst. 

 

I Gulf News siger flere tidligere ansatte, at det hele tiden var hotellets mening at skaffe en hvalhaj til hotellet.

 

»Det skulle være en af attraktionerne. Der var ingen, der talte om at sætte den fri. Vi fik hele tiden at vide, at den var på vej«, siger en ansat, der forlod firmaet inden åbningen.

 

»De ledte overalt efter en hvalhaj. Det er så irriterende at læse om alt dette, når man ved, at de lyver. Den blev ikke reddet,« fortsætter den eksansatte. Udsagnet bekræftes af en anden tidligere ansat.

 

Hvalhajen, der kun lever af plankton, svømmer rundt i et 11 mio. liter stort bassin, og hotellet vil ikke oplyse, om det har til hensigt at slippe hajen løs igen, skriver Speigel.

 

Atlantis-hotellet har været forfulgt af uheld gennem længere tid. Tre uger før den officielle åbning brød foyeren i brand. Dernæst brød en vandventil sammen og efterlod en stor del af hotellet uden vandforsyning, og nu er der diskussion om hotellets store kæledyr.

 

Hotellet åbnede 24. september og er med en byggepris på lidt over otte milliarder kroner et af de dyreste, der nogensinde er bygget i Mellemøsten. Men så kan man også beskue f.eks. det enorme akvarium fra restauranter, spa-område og nogle af værelserne. De dyreste af de sidstnævnte koster 150.000 kroner om dagen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen