Ærø har fået en turistapp, men hvem har ikke det!?

Igen har Ærø vist, hvordan fællesskab og samarbejde kan gøre en forskel. Et samarbejde mellem Udviklingsfonden, Ærø Turist- og Erhvervsforening, Marstals Søfartsmuseum og Ærø Museum, har gjort at denne turistapp, kan tilbyde meget mere en bare den gængse turistinformation. For nu kan besøgende tage på safari på Ærø.

Der går ikke vilde dyr rundt i Marstal eller Ærøskøbing, men derimod er der tale om historiesafari efter Ærøs fortid tænkt til skoleelever i 4. – 6. klasse på lejrskoleophold, men andre er selvfølgelig også velkomne til at gå på safari i Marstal og Ærøskøbing med deres iPhone/iPad.

Safarien er opbygget som et postløb, hvor man skal finde gemte koder, se hemmelige videoer og svare på spørgsmål. Det er et alternativ til museumsbesøg, som inddrager byernes rum i historieformidlingen og giver mulighed for, at bruge både krop og hoved for at løse safariens opgaver.

Undervejs skal deltagerne binde knob, tage fotos, fortælle historier og digte sømandssange for at komme helskindet igennem. I Marstal og Ærøskøbing er der opsat små 2D stregkoder eller QR-koder, der når de scannes, giver adgang til videoklip på youtube, som rummer viden om netop det sted, man står på. Steder som kogehuset på Ærøskøbing Havn, mindestenene langs Marstal Havn, Minors Minde eller Hammerichs Hus er blandt de 23 steder i de to byer der er gemt QR-koder.

Historiesafarien varer cirka 2 timer med introduktion på museet.

Skrevet af Flemming Juul