- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rederi dropper nyt luksuskrydstogtskib

Norske SeaDream Yacht Club skulle omsider have sit første nybyggede ultraluksus-krydstogtskib. Men nu har rederiet skrottet planen – og sejler videre med sine 35 år gamle og mindre skibe.

De kommende år fordobles markedet for luksuskrydstogter – over 40 nye skibe leveres fra i år og frem til 2027, oplyste 2019-udgaven af Luxury Market Report fra Cruise Industry News tidligere i år.

Klik for stort format. Det planlagte – men nu skrottede SeaDream Innovation, forrest, på illustration med rederiets to nuværende og mindre skibe i baggrunden, SeaDream I og II. Illustration: SeaDream Yacht Club.

Et af rederierne, der var på vej med nye skibe indenfor ultraluksus-området, var norske SeaDream Yacht Club. Dets produkt regnes af nogle eksperter som markedsledende med den bedste mad og service på ultraluksus-området.

I september 2021 skulle Seadream være klar med skibet SeaDream Innovation og plads til 220 passagerer i en ren suite-konfiguration. Det ville være rederiets første nybyggede skib, da Seadream købte sine to nuværende skibe fra Sea Goddess i 2001 – skibene er bygget tilbage i 1984 og 1985.

De er blevet meget renoveret, men er stadig omkring 35 år gamle. Innovation ville have været tre gange større end SeaDream I og II.

Men nu har SeaDream Yacht Club og det hollandske værft Damen Group netop meddelt, at planerne SeaDream Innovation er kuldsejlet. Skibet skulle have været bygget på Damens skibsværft Mangalia i Rumænien. Indstillingen af planen om det nye luksusskib er dog sket, understreger parterne, ”i god tro og gensidig forståelse.” Ligeledes understreges det, at SeaDream og Damen ikke udelukker et nyt samarbejde i fremtiden.

I forbindelse med det skrottede projekt om SeaDream Innovation, siger SeaDream-rederiet, at de gæster der allerede havde booket krydstogter på Innovation, snarest kontaktes af rederiet og vil få alle pengene igen.

SeaDream-rederiets grundlægger, ejer og bestyrelsesformand, Atle Brynestad, siger at rederiet har været gældfrit i flere år og at det håber at kunne søsætte endnu en nybygningsplan næste år.

Ifølge SeaDream går det fortsat rigtig godt for rederiets to nuværende luksusskibe, SeaDream I og II.

Ritz-Carlton sejler fra næste år
Også i år er der leveret en række nye luksuskrydstogtskibe.

Viking Jupiter fra rederiet Viking Ocean kom på markedet i år med plads til 930 passagerer. Det samme gjorde Hapag-Lloyds to nye skibe, Hanseatic Nature og Hanseatic Inspiration, der begge kan tage 230 rejsende.

Andre nye luksuskrydstogtskibe i år er Eclipse fra rederiet Scenic med plads til 228 passagerer. Rederiet Ponant er klar med to nye skibe, Le Bougainville og Le Dumont-d’Urville, der begge tager 184 rejsende.

Varemærket Ritz-Carlton er mest kendt indenfor hotelverden, men næste år har Ritz-Carlton premiere indenfor luksussegmentet i krydstogtbranchen med plads til 298 passagerer.

Også næste år kommer rederiet Regent med sit nye skib, Splendor, der kan rumme 750 passagerer. Ponant er klar med endnu et nyt skib i 2020, denne gang Le Bellot med kapacitet til 184 gæster og rederiet Lindblad introducerer også i 2020 skibet National Geographic Endurance, som kan tage 126 passagerer.

Relaterede artikler:

40 nye luksuskrydstogtskibe på vej

Nyt luksus-krydstogtskib bliver forsinket

Her er verdens bedste krydstogtskibe

Toprejsebureauer samlede bedste kunder