Regeringen udskyder beslutning om Visit Denmark

Hvis man kan vente længe nok, kan man blive konge af Sverige. Sådan har det siden langt tilbage heddet i folkemunde. Nu kan det passende omdøbes til: Hvis man kan vente længe nok, kan man blive formand for Visit Denmark.

 

En reorganisering har stået på regeringens program siden historien om Mor Karen på det famøse Tv-program sidste år. Det kostede som bekendt den adm. direktør jobbet.

 

Derefter meddelte daværende erhvervsminister Lene Espersen, at der i forbindelse med en ny turismeplan, ville blive valgt ny bestyrelse for Visit Denmark – underforstået også med genvalg af formanden Georg Sørensen – eller evt. nyvalg.

 

Samtidig skal bestyrelsen skæres ned til det halve, eller nu syv medlemmer – og der skal vælges ny adm. direktør.

 

Da takeoff.dk spurgte Lene Espersen i november var svaret: "Inden jul."

 

Senere blev det til den ene udsættelse efter den anden. Den sidste officielle oplysning var, at det hele skulle falde på plads inden udgangen af maj.

 

Også det løb er kørt og nu forlyder det, at den nye dato er 1. juli.

 

Hvem var det, der sagde: Mens græsset gror, dør horsemor?

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen