Regnen redder chartersommeren

Spies, Star Tour og Bravo Tours, der er landets største charterarrangører, er mere end godt tilfredse, skriver Jyllands-Posten ifølge business.dk.

 

"Juli var formentlig Spies’ bedste nogensinde. Alt blev solgt til fuld pris og sommerens program blev reduceret med op til 10%, hvorved vi undgik at sælge med rabat. Danskerne ville til Mallorca og Tyrkiet, hvor vi står stærkt, så vi havde den rette kapacitet," siger direktør Jan Vendelbo.

 

Stig Elling fra Star Tour melder om noget lignende. Her havde man 3% flere pladser på rejserne, og omsætningen steg med 12% til 280 millioner kroner i juli. Det er 29 millioner mere end sidste år.

 

Adm. direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours, siger, at man havde held med at få kapaciteten til at passe, så man ikke her tabte penge på rabatter. "Efter en dårlig sommer er der ofte ekstra efterspørgsel i de følgende måneder. Det ser vi også i år," siger han.

 

Stig Elling er overbevist om, at efterlønspenge har holdt salget oppe, men at effekten blev mindre end ventet: "Jeg tror, en del familier har valgt at rejse, selvom de skulle betale fuld pris, fordi de havde efterlønspenge på kontoen."

Skrevet af Flemming Juul