Sol og høje temperaturer har man måtte spejde langt efter i det danske forår. Det mærker de hos aarhusianske Strobel Travel, der aldrig før har solgt så mange rejser i maj.
“Vejret spiller altid en stor rolle for vores salg, men specielt når vejret i forårsmånederne ikke lever op til folks forventninger, kan vi se det på vores salg”, siger adm. direktør, Morten Strobel. “Maj er normalt ikke en specielt spændende måned. Vejret begynder at blive så godt, at folk bl.a. valfarter i sommerhus for at nyde de mange små miniferier, som månedens helligdage giver anledning til.”
Men i år har det kølige og våde forårsvejr vendt tingene på hovedet: “Vi bliver kimet ned af solhungrende danskere, som vil sikre sig sol og varme. Og dér er vores kerneområde Caribien jo helt oplagt. Med temperaturer på 25-29 grader og garanti for sol, er der noget for enhver smag og pengepung.”
“Vi sender virkelig mange af sted til den Dominikanske Republik og Hollandsk Caribien efterhånden. Men også Mexico og Fransk Caribien er danskerne begyndt at få øjnene op for – og med god grund, for der får man virkelig alt hvad man kan ønske sig til en pris, hvor de fleste kan være med,” slutter Morten Strobel.

STANDBY.DK Nyt om rejser

