- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau på hjemmebesøg

”Vi laver alt fra mellemklasse til dyre luksusrejser,” siger initiativtager til nyt dansk rejsebureau, der blandt andet tilbyder at komme hjem i privaten hos mulige kunder.

Danske Amazing Tours så dagens lys sidste år, men er først for alvor kommet i gang i år. Bag rejsebureauet, der har base i jyske Kolding, står parret Sanne og Jens Thykier. Hun har blandt andet arbejdet for rejsebureauer som Larsen Rejser og Alletiders Rejser, mens han har haft topposter hos rejsebureauer som Bravo Tours og NG Travel Group.

Noget af det specielle ved Amazing Tours er, at det er klar til at møde op i privaten hos de mulige kunder. Dermed kan flere deltage, hvis der for eksempel er tale om at flere generationer fra samme familie skal afsted og gerne vil have afklaret de mulige udfordringer.

”Og den ide med at møde op hjemme hos kunderne, er der blevet taget fint imod,” siger Jens Thykier til STANDBY.dk – lyder hans efternavn bekendt, så var Jens Thykiers farfar bror til den nuværende administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykiers, farfar.

”Jeg har haft ideen i nogle år med at skabe mit eget rejsebureau og tilbyde rejser, hvor vi hjemme i privaten hos kunden taler rejseønsker. Vi tilbyder kun at arrangere rejser til destinationer, vi selv kan sige god for. Vi har gennem årene boet i udlandet, og sælger kun rejser til destinationer, vi kender til bunds. Det kan være Fjernøsten, Kenya, Tanzania, Sydafrika, Dubai og Oman, USA samt Australien og New Zealand,” siger Jens Thykier og tilføjer:

”Vi sælger ingen lager-rejser, men laver dem alle fra bunden.”

Konceptet med hjemmebesøg gælder ikke kun i Kolding og omegn. ”Vi har hovedparten af kunderne her i det jyske trekantsområde, men jeg kører i det ganske land – til Nordjylland eller København. Der, hvor kunden bor, dukker jeg gerne op,” siger Jens Thykier.

Bruger sociale medier
Amazing Tours kommer i kontakt med potentielle kunder via en blanding af sociale medier, at være på rejsemesser, for eksempel Ferie for Alle i Herning, samt via Sanne og Jens Thykiers netværk. Hertil kommer at rejsebureauet tilbyder rejseaftener på en god restaurant i Kolding. Deltagerprisen er blot 100 kroner og der serveres typisk mad inspireret af rejsemål i Østen og USA.

”Vi er et nichebureau, der arrangerer alt fra mellemklasse rejser til den dyre luksusende. Vores rejser koster fra små 15.000 kroner og opefter – den hidtil dyreste rejse, vi har strikket sammen, var til flere hundredetusinde kroner. Her skulle en stor familie fordelt over flere generationer afsted,” siger Jens Thykier.

Relaterede artikler:

Nyt rejsebureau skyder op

Krakket rejsebureau fortsætter med ny ejer

Kendt brancheprofil bag nyt rejsebureau

Pressechef laver rejsebureau