Rejsegarantifonden har netop registreret nyt dansk rejsebureau – kommunikationschef i fagforening vil drive sit rejsebureau på fritidsbasis.
44-årige Christian Ankerstjerne står bag Danmarks nyeste rejsebureau, Ankerstjerne Rejser. Det er et hobbyrejsebureau for Christian Ankerstjerne, der til daglig er kommunikationschef i fagforeningen Dansk Kiropraktor Forening.
Og i noget af sin fritid vil Christian Ankerstjerne arrangere rejser og gøre en forretning ud af Ankerstjerne Rejser, der har kontor i hans hjem i Hørsholm nord for København.
”Jeg blev i sidste uge registreret i Rejsegarantifonden og kan dermed komme videre med en drøm, jeg har haft i en del år, at have mit eget rejsebureau. En overskrift for Ankerstjerne Rejser er, at det skal være sjovt, både for mig og mine kunder,” siger Christian Ankerstjerne til standby.dk og tilføjer:
”Rejsebureauet skal være en fritidsfornøjelse. Det er vigtigt, at det er en fornøjelse, for det er ingen fornøjelse, hvis kunderne brokker sig. Ankerstjerne Rejser er et con amore-projekt. Det får ikke betydning for kvaliteten af ferierejsen, for jeg gider ikke arrangere dårlige rejser.”
Håndteringsgebyr skal give indtægterne
Ankerstjerne Rejser forventer i sit første leveår at sælge en beskedent antal rejser, specialet skal være familie- og kulturrejser til Frankrig, Italien, Tyskland og Østrig samt Canada og USA. Pengene på driften vil Christian Ankerstjerne tjene ved at lægge et ”håndteringsgebyr” når hans rejsebureau booker hotel til kunderne.
”Jeg ved ikke, hvor mange rejser, jeg får solgt i det første år. Jeg har sat det forventede antal solgte rejser meget lavt i mit budget til Rejsegarantifonden. Jeg ejer selv rejsebureauet og har stort set ingen udgifter, men meningen er naturligvis, at bureauet på sigt skal give et lille overskud. Kunderne kommer blandt andet via mit store netværk og bureauets Facebook-side – men jeg blander ikke Ankerstjerne Rejser sammen med mit job i Dansk Kiropraktor Forening,” siger Christian Ankerstjerne.
Ankerstjerne Rejser vil sælge pakkerejser med typisk flybillet og hotel. Rejsebureauet har ikke noget IATA-nummer, så til at udstede flybilletterne er der lavet aftale med blandt andet Billetkontoret ”som jeg fik anbefalet via en jeg kender hos British Airways,” siger den nyslåede rejsebureaudirektør.
Mere gennemskuelighed
”Rejsebranchen lever på at være uigennemskuelig. Der er ingen der ved, hvad de betaler for og hvordan en rejse er strikket sammen af kommissioner, overpriser og uforklarlige gebyrer. I Ankerstjerne Rejser vil jeg være ærlig og åben,” siger Christian Ankerstjerne og tilføjer:
”Det er min opfattelse og erfaring, at de eksisterende rejsebureauer er alt for bundne af deres samarbejdsaftaler, systemer og bundlinjer. Det er ret store maskiner der er bygget op, som er indbyrdes afhængige af hinanden. Ankerstjerne Rejser er ikke afhængig af nogen, og det betyder, at jeg kan gøre det hele mere enkelt.”
Relaterede artikler:
Økonomien i orden i de danske rejsebureauer