WeTravel er nyt dansk rejsebureau med fokus på ansvarlige rejser til i første omgang Fjernøsten. Foto fra WeTravel.dk

Kendt brancheprofil bag nyt rejsebureau

Tidligere salgsdirektør og bureauchef i et af Danmarks største leisurebureauer i ejerkredsen af nyt rejsebureau med fokus på ansvarlige rejser.

”Selvfølgelig er vi kommercielle, vi skal tjene penge på vores nye rejsebureau, WeTravel.dk. Men vi har stor fokus på at lave rejser med ansvarlighed som drejningspunkt. Mange rejsebureauer taler om bæredygtige rejser, vi bruger ordene ansvarlige rejser. Vi er seriøse uden at være religiøse,” siger 46-årige Lars Mathiasen til standby.dk

Han var i en årrække salgsdirektør og bureauchef i og medejer af et af Danmarks største leisurebureauer med fokus på primært oversøiske rejser, Nyhavn Rejser, der i dag hører under Aller Leisure.

Sammen med tre andre har Lars Mathiasen stiftet det nye danske rejsebureau WeTravel.dk, der i første omgang sælger rejser til asiatiske destinationer som Bali, Borneo, Burma (Myanmar), Cambodja, Indonesien, Laos, Maldiverne, Sri Lanka, Thailand og Vietnam.

Bureauet er registreret i Rejsegarantifonden og har oplyst at det til at starte med forventer omsætning på op mod 15 millioner kroner. De flyselskaber, bureauet primært vil bruge, er Thai Airways, Singapore Airlines, Qatar, Emirates, Air France og KLM.

Lars Mathiasen, tidligere topchef og medejer af Nyhavn Rejser, er bestyrelsesformand for WeTravel.dk

Kurator for ansvarlige rejser
”De næste markeder, vi vil få rejser til, bliver Syd- og Mellemamerika samt Afrika. Vi kan starte rejser til destinationer, hvor vi ser største tendens og efterspørgsel inden for vores nicheområde. Vi vil gerne være en slags kurator for ansvarlige rejser, hvor vi sælger gennemprøvede oplevelser til kunderne,” siger Lars Mathiasen.

Han er selv bestyrelsesformand for WeTravel.dk, hvis tre andre medejere og stiftere er Jakob Ro Jørgensen, der er administrerende direktør for det nye rejsebureau og som sammen med Lars Mathiasen har aktiemajoriteten. Jakob Ro Jørgensen har også mange års erfaring fra Nyhavn Rejser, hvor han som produktchef for Sydøstasien havde ansvar for udvikling af nye destinationer og produkter.

De to andre er Mikkel Tofte Jørgensen, der ifølge rejsebureauets hjemmeside har boet flere år i Thailand. Han har skrevet guidebøger om Thailand og er hos We Travel ansvarlig for kommunikation. Web- og systemudvikler Anders Feldinger har ikke en lang karriere i rejsebranchen bag sig, men har rejst meget, særligt i Asien. Hos We Travel er han ansvarlig for udvikling af bureauets hjemmeside og IT-systemer.

Et krydsfelt med rejser i et større perspektiv
Om idegrundlaget for We Travel skriver initiativtagerne, at bureauet er oprettet i ”et krydsfelt mellem vores passion for rejser og vores interesse for at se rejser i et større perspektiv. For mens udviklingen af ansvarlige rejser går fremad i det store udland, er det småt med fokus, der har været på ansvarlige rejser i Danmark og Skandinavien.”

Lars Mathiasen stoppede hos Nyhavn Rejser i 2016 – årsagen var en alvorlig hjernerystelse efter han ramte en bjælke hjemme i sit hus. Han måtte have 14 sting og døjede efterfølgende med hovedpine i et års tid. ”Jeg valgte at hoppe ud af hamsterhjulet, jeg havde lavet det samme i mange år og nu skulle der ske noget nyt,” siger han og tilføjer: ”Jeg havde egentlig ikke tænkt på, at jeg skulle tilbage til rejsebranchen. Men da jeg fik henvendelse fra Jakob Ro Jørgensen, som jeg jo har kendt i mange år under tiden i Nyhavn Rejser, om at oprette WeTravel blev jeg interesseret.”

Lars Mathiasen flyttede sidste år med sin familie til en lille landsby nord for Marbella på spanske Costa del Sol og har siden været involveret i projekter om ”container-hoteller” ligesom han er rådgiver indenfor salg og marketing som konsulent for hoteller på blandt andet Costa del Sol. Lars Mathiasen kom i rejsebranchen i 1992, da hans familie sammen med familien Fuglsang købte Nyhavn Rejser, der på det tidspunkt havde brug for en økonomisk indsprøjtning.

Overskud investeres
”Der er spændende tanker og nye udfordringer med We Travel. Vi arbejder med de lokale på vores destinationer – og sælger alle former for rejser, fra hængekøje-rejser i Nordthailand til luksushoteller på Maldiverne. En del af vores overskud fra rejsebureauet vil vi investere i udvalgte lokale partnere og deres projekter på vores destinationer,” siger Lars Mathiasen og tilføjer:

“WeTravel er startet med at sælge rejser i Danmark, men ambitionen rækker udenfor landets grænser. Vi kan rulle vores koncept ud andre steder, hvor markederne er mere modne for vores niche, det kan være USA, Holland og England.”

Efterhånden som We Travel øger sin omsætning skal bureauet også til at ansætte medarbejdere. ”Men om det bliver om en eller fem måneder, ved vi endnu ikke,” siger Lars Mathiasen og tilføjer, at det nye rejsebureau vil markedsføre sig via små VIP-arrangementer, hvor dets rejsemål præsenteres.

Relaterede artikler:

Lars Mathiasen fratræder hos Nyhavn Rejser

Pressechef laver rejsebureau

Nyt rejsebureau forventer ny stor vækst

x

Læs Også

Jysk Rejsebureau udvider igen

Fra årsskiftet får rejsebureauet sit femte salgskontor i Danmark. Og flere kan være på vej, siger direktøren.

Rejsebureau på hjemmebesøg

”Vi laver alt fra mellemklasse til dyre luksusrejser,” siger initiativtager til nyt dansk rejsebureau, der blandt andet tilbyder at komme hjem i privaten hos mulige kunder.

Større rejselyst øger travlhed i rejsebureauer

”Det går generelt godt for bureauerne. Danskerne rejser mere, både selv-arrangerede men vi ser også stigninger hos rejsebureauerne,” siger DRF’s direktør.

Nyt solidt overskud i jysk charterkoncern

Ringkøbing-baserede Primo Tours, der i dag er Danmarks femtestørste charterkoncern, kom ud af 2017 med et overskud på 32,7 millioner kroner.

Marmaris tilbage hos Bravo Tours

Kunderne hos Bravo Tours har efterspurgt Marmaris, og charterarrangøren har derfor nu sat den tyrkiske feriedestination på sommerprogrammet.

Tunis Rejser opgiver Monastir-flyvninger

Tunis Rejser må droppe charterflyvninger til kystbyen Monastir i Tunesien, da rejseselskabet kom for sent i gang med salget af billetter.