Rejsebureaukonkurs kan blive endnu dyrere (opdateret)

 ”Vi kan endnu ikke anslå, hvad konkursen vil koste os – eller hvad der er blevet af Otium Rejsers kapital, vi har ikke fået særlig gode lister fra rejsebureauet,” sagde Rejsegarantifondens adm. direktør, Birgitte Fjeldhoff, fredag til takeoff.dk
Men fonden er stadig skeptisk ved omstændighederne ved Otiums konkurs.

 

”Vi kan ikke sige, at Otium Travel har bedraget os og at vi ikke kan læse regnskaber. Men fra slutningen af august havde Otium god økonomi, nu koster dets konkurs os formentlig vores største tab siden efteråret 2008, hvor Diana Jagtrejser og Øster Lindet Rejser krakkede,” sagde Birgitte Fjeldhoff tidligere på måneden til takeoff.dk

 

Otium Travel startede i januar i år på Åboulevarden i København og var oprindeligt ejet af en Huseyin Kiral. Han oplyste dog mandag til takeoff.dk, at han 1. juni i år solgte rejsebureauet til en Martin Mortensen, hvilke takeoff.dk har fået bekræftet. 

 

I hvert fald blev Otium Travel tidligere på måneden erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten. Kurator er Ole Borch fra advokatfirmaet Bech-Bruun – Rejsegarantifondens advokatfirma.
 
Otium blev registeret i Rejsegarantifonden i januar og udbød hovedsagelig rejser til Tyrkiet. Selskabet oplyste 7. oktober Rejsegarantifonden, at det pga. økonomiske vanskeligheder ikke kunne hjemtransportere ca. 300 kunder, som skulle hjem samme dag fra Tyrkiet.
På denne baggrund indgav Rejsegarantifonden konkursbegæring mod rejsebureauet – og sørger nu for hjemtransport af de ca. berørte 300 kunder.

 

Rejsegarantifonden har fulgt Otiums økonomiske udvikling ved månedlig regnskabsopfølgning. Så sent som ved opfølgningen i august realiserede selskabet positiv indtjening og havde gode finansielle nøgletal.

”Fonden er meget overrasket over, at Otium i oktober kom i så store økonomiske vanskeligheder, at det måttet erklæres konkurs. Fonden vil anmode kurator undersøge, hvordan det var muligt på så kort tid at komme i så store økonomiske vanskeligheder,” sagde Birgitte Fjeldhoff.

Skrevet af Henrik Baumgarten