Rejsekonsulent anklages for dobbeltrolle

Dannelsen af en ny forening af Vestdanske rejseindkøbere betegnes nu som en regulær splittelse blandt rejseindkøberne, som hidtil har været repræsenteret gennem Danish Business Travel Association, DBTA. Foreningens formand, Dorthe Berg, kalder i dagens udgave af Børsen, dannelsen af den nye forening for ”ærgerlig” og sår tvivl om hensigterne hos direktør Ole Kirchert Kristensen fra firmaet Travelbroker, der er blandt initiativtagerne til den nye forening.

 

”Min bekymring er Travelbrokers rolle. Hvornår har han den ene kasket på, og hvornår har han den anden på” siger Dorthe Berg med henvisning til Ole Kirchert. Hans virksomhed skal være sekretariat for den nye forening, men samtidig med sekretariatsfunktionen fungerer Travelbroker også som rejsekonsulent for flere rejseindkøbere i større danske virksomheder.

 

Selv kan Ole Kirchert Kristensen ikke se nogen potentiel interessekonflikt: ”I min virksomhed arbejder jeg til daglig som neutral og uvildig rådgiver omkring forretningsrejser for mine kunder” siger direktøren. Han tilføjer dog samtidig, at han forventer at kunne fungere som kommerciel konsulent for den nye forenings medlemmer.

Skrevet af Christian Peschardt