Rejselystne danskere

Antallet af danskere, der vælger at bruge vinterferien på en oversøisk rejse, er steget så kraftigt i de seneste tre år, at der ikke længere er tale om en tendens forbeholdt de mest velhavende.

 

Især lokker Thailand, der i den kommende vintersæson ventes at tiltrække omkring 110.000 danskere, hvilket svare til en stigning på mere end 50 pct. i forhold til de 70.000, der rejste til Thailand i sæsonen 2005-06.

 

»Det er helt almindelige hr. og fru Jensen’er, børnefamilier, vennepar, kærestepar, helt unge og temmelig gamle, der tager på eksotiske ferier i dag. Nogle sparer op i årevis, men for de fleste gælder, at priserne for de oversøiske ferier i dag er så lave, at man kan finde pengene på det almindelige feriebudget,« siger Star Tours salgsdirektør, Stig Elling.

 

Star Tour sidder på ca. 30 pct. af ferierejsemarkedet til Thailand og regner med at sende omkring 32.000 danskere til Thailand i den kommende sæson, hvilket er mere end en fordobling i forhold til for tre år siden.

 

Konkurrenten Spies påpeger dog, at selv om stadigt flere danskere vælger oversøiske rejsemål som Thailand, Indien og Florida, er det store trækplaster fortsat De Kanariske Øer, hvortil selskabet venter, at ca. 75 pct. af alle charterrejser vil gå den kommende vinter. Rejsen dertil er noget billigere, men til gengæld mener mange danskere, at hotellet gerne må koste noget mere.

 

»Trods de mange skriverier om lavkonjunkturer og andre ulykker på det finansielle marked vil danskerne forkæle sig selv i ferien. For fem år siden købte ca. 25 pct. af vores gæster hotel med fire stjerner. Det tal er nu vokset til ca. 35 pct., mens de femstjernede hoteller tegner sig for ca. 5 pct.,« siger direktøren for Spies, Jan Vendelbo.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen