Rejser er ny konfirmand-gave

fodboldPenge står ofte øverst på ønskelisten, men mange vil gerne overraske med en mere personlig gave, og det mærkes hos FDM travel, hvor efterspørgslen af rejser til konfirmander stiger.

Man kan komme afsted på en storbyferie for under 1.000 kr. pr. person, og det er der mange givere, der benytter sig af.

”Igen i år oplever vi efterspørgsel på rejser til konfirmander, og vi ser en tendens til, at mange kombinerer rejsen med oplevelser. Det kan f.eks. være en fodboldkamp i udlandet med de helt store stjerner, mens det for pigernes vedkommende kan være en koncert med sangidolet eller måske endda et shoppeeventyr”, siger Jan Lockhart, adm. direktør i FDM travel.

Uanset om konfirmanden er til fodbold, koncerter eller andre oplevelser, så lyder rådet: Køb kun billetter via officielle kanaler, da der kan være falske billetter i omløb. Tjek evt. fansider for at finde links til de officielle billetudbydere.

”I lande som Spanien og England er det ofte sværere at få fodboldbilletter end i fx Tyskland. Vil man gerne give en koncert i gave, så er især London, Paris og Berlin kendt for koncerter med samme sanger eller band flere aftener i træk, hvilket kan gøre det lidt nemmere”, siger Jan Lockhart.