TURISME: Interessen for rejser til USA er stadig god, men kunderne bestiller stadig senere, måske i håb om lavere dollarkurs, siger topchef i Danmarks største rejsebureau for USA-rejser.
Med ca. 25.000 årlige gæster til USA er FDM travel største danske rejsebureau når det gælder rejser til USA, dets største oversøiske marked.
Jesper Ewald, produktions- og indkøbschef hos FDM travel og bestyrelsesformand for den danske Discover America-komite, var sidste måned atter til USAs store fagmesse for rejsebranchen, International Pow Wow, IPW, der i år blev afviklet i New Orleans.
”Jeg kom ikke hjem fra IPW med store nyheder fra udstillerne, men fik kontakter til underleverandører, der ikke deltog. Modsat hvad nogle tror, er det ikke sådan, at man efter IPW siger ”hold da op, der var godt nok mange nyheder i år.” IPW er mere en fagmesse, hvis styrke bl.a. er, at man kan pleje sit netværk ved at tale med samarbejdspartnere. Det er det vigtige ved IPW.”
Sidste år kom der for første gang over 1,5 mio. nordiske rejsende, medregnet Baltikum, til USA, en stigning på otte pct.
353.004 danskere rejste sidste år til USA, en stigning på 13,2 pct. sammenlignet med 2014. Den danske vækst var mere end det dobbelte af Sveriges, der sidste år så fremgang på 6,2 pct. til 586.332. Herefter kom Norge med 323.130, en stigning på under to pct.
Finland havde 155.000 ankomster, en stigning på 9,5 pct. og der var 56.000 fra Island, en vækst på 12 pct.
De baltiske lande havde sidste år regionens største vækst med 16,8 pct. flere ankomster til USA, 65.000.
Samlet kom Norden med de tre baltiske stater sidste år op på 1.539.309 ankomster til USA.