Rekord på DFDS’ næststørste rute

dfds KING seawaysREDERIER: Det danske rederi satte i årets første halvår passagerrekord på sin næststørste rute, Amsterdam-Newcastle. Der var også fremgang på den passagermæssigt største rute, København-Oslo.

”Vi satte i første halvår af dette år ny rekord på Amsterdam-Newcastle ruten med såvel passagerer som biler. Vi kom op på 258.891 passagerer og 43.613 biler. Det var en stigning på over 30.000 flere passagerer og et par tusinde flere biler i forhold til den tidligere rekord. Baggrunden er bl.a. øget markedsføring af ruten på det tyske marked,” siger Kim Heiberg, ansvarlig i DFDS for forretningsenheden ”Business unit passenger,” der dækker funktioner som produktafdelingen, On board sales, Revenue Management og Marketing, til standby.dk

Ruten mellem Amsterdam (Ijmuiden) og Newcastle sejler dagligt med to passagerskibe, King Seaways med plads til 1.500 passager, mens Princess Seaways tager 1.300 rejsende. Ligesom på København-Oslo ruten sejler de hver dag kl. 17 fra hhv. Ijmuiden og Newcastle med ankomst næste morgen. Sidste år havde ruten 600.000 rejsende.

DFDS’ største passagerrute, København-Oslo, havde i 2012 samlet 736.000 rejsende – i første halvår af i år var tallet 338.610, en stigning på et par tusinde.

Skibene på København-Oslo står i øvrigt foran opgradering til 120 mio. kr. som skal være klar inden påske næste år. Det betyder, at Pearl Seaways tages ud af drift tre uger i januar næste år, mens Crown Seaways får sine opgraderinger gennem tre uger med start fra midt marts.

DFDS Seaways’ tredjestørste passagerrute er Esbjerg-Harwich, der i fjor havde over 90.000 passagerer.