Rekordbillige flybilletter i 2016

Fra Københavns Lufthavns såkaldte lavprisfacilitet, CPH Go, som udelukkende bruges af easyJet – lufthavnens tredjestørste flyselskab efter SAS og Norwegian.

Et pristjek viser, at hvis man kan rejse i uge 4 i januar er der historisk billige rejser. Noget tyder på fest for forbrugerne, uanset om de vil rejse til europæiske eller oversøiske destinationer i det kommende år.

Flybilletter til 10 europæiske storbyer er rekordbillige i uge 4 fra Københavns Lufthavn, og gennemsnittet er, ifølge pristjekket, helt nede på kr. 425 t/r inklusiv skatter og afgifter.

Det er Ryanair, easyJet og Norwegian, der kæmper om at tilbyde de billigste billetter, og det er f.eks. muligt at komme til London for 108 kroner t/r, Paris for 439 kroner t/r og Rom for 378 kroner t/r.

Gennemsnittet for flybilletter fra København til de 10 oversøiske destinationer i pristjekket er også den laveste nogensinde, og den gennemsnitlige pris nede på 3.879 kroner for flybilletter t/r.

Flypriserne til flere destinationer ligger i uge 4 på et rekordlavt niveau – herunder til Dubai, hvor en returbillet fra København koster 2.073 kroner, rejser til Los Angeles koster 2.356 kroner og en billet til Beijing kan fås for 3.083 kroner inkl. skatter og afgifter.

Pristjekket viser også, at gennemsnitspriserne på flybilletter fra Billund ligger rekordlavt, når man taler om priser til oversøiske destinationer med afrejse i uge 4. Gennemsnitsprisen for en returbillet er 4.515 kroner.

Gennemsnitspriserne til de europæiske destinationer fra Billund er faldet med knap 25% i forhold til 2015 og lander på 897 kroner t/r. Her var priserne i 2011 dog i et endnu lavere niveau på bare 734 kroner i gennemsnit.

Fra Hamborg er det billigere end nogensinde at flyve til europæiske destinationer. Her er gennemsnitsprisen 638 kroner for flybilletter t/r. Priserne til de oversøiske destinationer ligger på 4.028 kroner, hvilket er på niveau med de billigste priser i både 2010 og 2012.

“Der er en hård kamp mellem lavprisselskaberne på de europæiske storbyer, og på de oversøiske destinationer er konkurrencen større end nogensinde. I kombination med den lave pris på brændstof forventes det at give endnu billigere flybilletter i 2016,” siger direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen travelmarket.dk