Rekordoverskud i easyJets årsregnskab

Flyselskabet opjusterede i begyndelsen af oktober sine prognoser for hele året på grund af uventet høj vækst fra London efter OL.

easyJets omsætning steg med 11,6% til 3,85 milliarder pund i regnskabsåret, mens resultatet før skat gik i vejret med 27,9% til rekordoverskuddet 317 millioner pund. Resultatet før skat er lidt bedre end analytikernes forventninger på 314 millioner, skriver epn.dk.

Lavprisselskabet vil øge kapaciteten i første halvdel af det nye regnskabsår med 3,5% og blandt andet åbne med fire ugentlige flyvninger mellem Manchester og Moskva i foråret 2013. Andre nye destinationer fra Manchester er Prag og Thessaloniki.

Ordreindgangen for første halvår er på niveau med samme periode året før. easyJet forventer, at brændstofomkostningerne vil ligge op mod 30 millioner pund højere i 2013 end i år.