Rekordresultat i DFDS på Oslo-ruten

DFDS Koncernen kom i går ud med et flot resultat for tredje kvartal, der var 20 procent større til 346 mio. kr. Nu er DFDS imidlertid en meget kompleks forretning af fragt og internationale ruter samt passagertrafikken.

 

Hvad den sidste angår er passagerdirektør Carsten Jensen (foto) særdeles tilfreds. ”Vi kommer til at sætte rekord i år. Det er vi ærligt talt lidt stolte af i betragtning af, oliepriserne er steget med 25 til 30 procent. Så skal vi altså løbe hurtigt for at indhente det. Det har vi gjort og mere til. Ikke mindst på ruter som København til Oslo og Amsterdam til England. Selv ruten over Nordsøen med kombimodellen mellem fragt og passagerer udvikler sig rigtigt, ” siger han til takeoff.dk.

”Hvordan med kasinodriften mellem Oslo og København?”

”Vi er glade for at vi har fået tilladelsen, som er med til at øge oplevelsesmulighederne på skibene. Økonomisk er det hårde odds. Når man skal aflevere 45 procent af omsætningen til statskassen, og resten derefter skal være til gevinster og fortjeneste, skal man stå tidligt op. Eller gå sent i seng om man vil. Vi har status quo i øjeblikket med indtægter og udgifter. Jeg vil ikke skjule, at det med, at man ikke bare kan sive ind i kasinoet, men skal registreres med foto og data er en hurdle, som ikke bare udviskes ved, at vi har sløjfet entreen.”
”Nu har I helt specielle juletilbud, også om tre-fire timer fra København og tilbage igen, med mulighed for shopping om bord. Kan det betale sig?”

”Hvis vi ikke havde et så fleksibelt personale, som er parate til at bryde ud af rytmen kunne det næppe. Nu er det et godt initiativ, som vi er vældig glade for.”

 

Skrevet af Ejvind Olesen